Michael But

Ух! Спасибо :-)

Так а что за программа-то? Название не дадите?

Очень хорошо, интересно. Сразу захотелось оживить их поведением, речью. А есть какая-нибудь программа с уже готовыми персонажиками, чтобы ими поиграться?

Дальше видим вот что: император едет в карете и размышляет. Тогда как на деле выглядит это так, будто тот разговаривает сам с собой. И рассуждает он совсем не как император, а как, к примеру, выпускник филологического факультета. Нет величины мысли, рассуждения чисто мещанские. Император, вместо того, чтобы думать о громадном, читает вывески на магазинах и интересуется совершенно низкими явлениями, такими, как скатываемые с подводы большие бочки. Этот момент не убедительный. Но читаем дальше.

Мне показалось, что начало затянуто описаниями, рассуждениями. Немного странно, что люди, примерно одинаково осведомленные о том времени, тем не менее все друг другу объясняют. Это, конечно же, выглядит довольно неестественно. Выглядело бы лучше, если бы автор обращался непосредственно к читателю. Может такое произойдет дальше, продолжу чтение.

Xa :-)

Коллеги, выкладываю все в прежнем теле текста, то есть дополнения не видны простому человеческому глазу, но они происходят каждый божий день. Просто заглядывайте, если есть желание, в тему.

Увидел - что. Пусть другие ценят.

Что ценить?

Про плюсы все понятно, интересно бы выслушать авторов минусов. Проект большой, почти глобальный, и разговор пойдет не только о счастье, и не только о датском :-)

Это ж не рассказ, Николай, это блог, может быть. У меня было четыре жены и две из них Людмилы. Мне нужно сделать блог сейчас и чтобы его обютубить.

Рассуждения о датском счастье

С чего начались эти мои рассуждения, когда, казалось бы, не должно быть никаких рассуждений на эту тему, раз все вокруг и без рассуждений прекрасно. Дома, может быть, и не все счастливо, поклонницы подтвердят, но вот стоит всего лишь распахнуть дверь и выйти на улицу и тебя окутает ватным одеялом датское счатье. Без сарказма пока еще рассуждаю, а рассуждения начались с того, что прoснулся в пять утра и понял, что заново уснуть уже не удастся. Настроение счастливое, даже и не знаю, отчего такое настроение, может что-то приснилось?

На улице темно, мрачно, включил потолочную лампу, а на ней три из шести ламп перегорели, а они дорогие, бывшая жена покупала из соображения "красивая лампа". В гостиной тоже темно и мрачно, но ощущение счастья не покидает, даже когда мою посуду. Не так много и мыть, да и машинка для посудочного мытья есть, но вот этим счастливым утром все хочется делать руками.

Выглянул в окно, увидел датскую женщину, выгуливающую именно под моим окном датскую собаку. Рано или поздно у входа в подъезд установят табличку с надписью "Здесь с 2005 по... жил известный датский писатель. Он оставил после себя собрание сочинений в ста томах." Но ведь нет пока такой таблички, а ведь женщины все равно пялятся на мои окна, точно обезумевшие. Помахал несчастной женщине с собачкой рукой, и вы не представляете ее счастливый ответ на это мое приветствие, он вернулся мне сторицей.

Надо заметить, что разговоры о датском счастье начали прокручиваться здесь после того, как сюда, в страну, приехал я. Может я его сюда и привез? Может до меня не было в Дании никакого счастья. Вот на днях встречаюсь с Маргаритой, попытаю ее хорошенько на этот предмет.

К женщинам, что прогуливают по три раза на день, смешных собак, которых и собаками назвать... можно, не спорю. Вон Людмила выгуливает свою собаку, никто ее, собаку, кроме нее, не видит. А я выгуливаю мамонта, и что из того, что вижу его всего лишь я. Нам, писателям, все повсюду мерещится.

В том, что датчане счастливы, сомневаться не приходится. Я каждый день встречаюсь с датчанами повсюду, на кассах, в большинстве, и очень редко случается такое, чтобы я я сказал: этот датчанин несчаслив. То ли этот датчанин хорошо прячет свои несчастья, то ли ему прятать нечего. Я сам уже лет пять как датчанин, и если когда несчастлив, то нисколько не потому, что датчанин.

Раставляем акценты в этом датском счастье, а они нужны, ведь нет просто счатья, оно же из чего-то происходит. Почему я уже второй день подряд счастлив? И почему люди, совершенно посторонние, когда соприкасаются со мной взглядом, тоже становятся счастливыми?

Экселлент. Прекрасная эстетика :-)

Опасная тема :-) У всех, наверное, что-то есть на эту тему. У меня цикл про несчастных мальчиков.

https://ficwriter.info/proizvedeniya/8043-vstrecha-s-sokursnitsej-v-durke.html

Да мы вроде на ты договорились общаться, пусть так и остается. Пока не поругаемся :-) Шучу, с чего бы ругаться. Блоги я делал на других сайтах, но плохо это кончалось, а ведь мне есть, что сказать. А народ не любит, когда ему начинают что-то посказывать. Может и попробую, если научусь, как здесь делать блог. Сейчас у меня праздничный период, можно расслабиться, похулиганить. Без гадостей похулиганить.

Николай, когда я говорю про Данию, то имею в виду европейский подход к писательству в целом. Здесь все другое, нет, к примеру, такого числа литературных сайтов, как в России. Все шлется в издательство. Вообще-то я и сам только вторгаюсь в местное издательское дело, но делиться вполне смогу. Про обложки здесь никто не думает, содержанием заняты. Если литература для допубертников, тинов и даже дотинов, то дымящиеся пистолеты и всякое такое - самое то. Но так это забота издателей. Если есть вопросы, задавайте, отвечу, если знаю ответ. Я пока перевожу сборник рассказов на местный, но уже вижу, что он пойдет на ура. А вот за Россию обидно, большая умная страна, а литературно, да и вообще культурно никак не представлена. Так вот и Рим исчез на полтора тысячелетия, и уж после возродился в Италию. Ладно, далеко забрел.

Николай, забудь про обложки :-)

А вот перевод на датский.

Onkel Jacks lampe

Onkel Jack kunne altid fejlfrit skelne skidt fra lækre ting, og det er, som bekendt, en vigtig kunnen.

Men hvorfor, ville I spørge, er det virkelig så vigtig? Så må det da være nogle vigtige færdigheder. Og svaret er, at mennesker næppe ville have overlevet, hvis de ikke i gamle dage havde haft der egen onkel Jack i hver hulestamme. Alle ville blive forgiftet.

Lad os forestille, at en ældgammel mand bringer en fluesvamp med til sin hule. Praler med den foran alle: se på min svamp, stammefolk, smag den. Onkel Jack bider svampen forsigtigt og spytter den straks ud. Siger, at man ikke bør spise sådanne svampe, de findes kun for at dræbe fluer. Den gamle mand, som fandt svampen, tror ikke på onkel Jack, spiser fluesvampen, falder straks i kramper og dør. Og manden begrædes ikke, da han alligevel var rådden og gnaven.

Men intet bider på et menneske som onkel Jack, de er ligesom shamaner, der er beskyttet af lamper (folk kalder dem blot for lys) og andre hellige genstande. De kan spise hvad som helst, selv sten og glas, og overleve. Takket være disse vidunderlige mennesker er mennesket stadig ikke uddød.

Og nu er det tid til at fortælle om vores onkel Jack, den eneste person i byen, der kan se forskel på skidt og lækkerier. Det meste af tiden sad onkel ude på verandaen til sit forfaldne hus med halvlukkede øjne og røg en pibe. Der var altid en kobberlampe ved siden af ham, hvor stearinlys brændte dag og nat. De voksne i byen behandlede onkel Jack med høflighed, mens børnene, selv om de syntes, at han var skør, frygtede dog ham og viste ham respekt.

Onkel Jack havde almindeligvis ikke meget at lave. Nogen gang kom børnene til ham for at spørge, om det, de ville spise, var noget skidt eller muligvis noget godt. De putter alt i munden i den alder. Så deres forældre bad dem gå til onkel Jack først, før de propper noget i sig selv. De voksne kom også til onkel Jack. En kone lavede, for eksempel, en forfærdelig morgenmad, og hendes mand var ved at kvæles i den. Men konen påstår, at morgenmaden er fin, så de går til onkel Jack for at han skal bedømme den. Onkel Jack prøver maden og siger: ja, den frokost, din kone har tilberedt, er virkelig ulækker. En anden gang skåner han en ung, uerfaren i madlavning kone og siver løgnen mellem tænderne, at morgenmaden er rigtig udsøgt.

Byens beboere hjalp onkel Jack på enhver måde. Nogle af dem med fødevarer, andre med penge, flere andre ordnede taget eller gjorde huset rent. Kvinder kom på fridage for at underholde onkel Jack, vel vidende at han følte sig ensom uden kvindelige kærtegn. Deres mænd var slet ikke skinsyge på onkel Jack, og de ræsonnerede: vi selv mister intet, mens han ville blive en lille smule gladere.

Alle vidste, at den nærmeste onkel Jack befinder sig hundredvis af mil væk fra deres by, og at han havde nok af eget arbejde at gøre. Man husker meget vel historien om en anden onkel Jack, der blev fornærmet over beboerne og forlod byen sammen med sin lampe. Han kom aldrig tilbage, og ingen levede længe der i denne uheldige by: nogle beboere blev forgiftet tilfældigt, andre slog deres koner ihjel for en dårligt forberedt morgenmad og røg i fængsel på livstid. Folk i vores by vidste godt, at onkel Jack skulle bevares som deres egen øjesten.

Men på helligdage, særlig til Halloween, havde onkel Jack altid en masse arbejde at udføre. Byens beboere kom til ham og medbragte retter, som var tilberedt af venner, slægtninge, naboer. De ville vide, om det, de hentede, var noget ubehagelig skidt eller en lækker godbid?

Men hvor kom dog denne overraskende mistillid til mad fra? Svaret er enkelt: for kort tid siden dukkede der op i byen en skjult giftmorder, som dræbte et stort antal af indbyggere. Så før de spiste noget, selv den mindste bolle, ville folk tage til onkel Jack for at spørge om det, de ville spise, var et lækkert knas eller noget dødbringende skidt.

Halloweens aften var lige begyndt, men onkel Jack havde allerede opdaget mere end et dusin farlige ting og reddet lige så mange fra forgiftning. Køen til ham opløste sig kun, når byens største ur slog seks gange. Beboerne spredte sig da straks til deres hjem for at spise aftensmad, og bagefter strømmede hele husstande ud i gaderne for at give hinanden en god forskrækkelse.

Også vores onkel Jack gik ind i huset for at stille sin sult, og han havde nok at spise: han fik fra beboerne en god mængde mad, dertil en hel kasse stærk øl og et par flasker scotch whisky. Der var også nødvendigt at rense piben grundigt og fylde den med tobak, og det er en alvorlig sag, der ikke tolererer sjuskeri og hastværk. Onkel Jack var derfor fraværende i lang tid, uvidende om, at to drenge ved navn Klask og Plask holder øje med ham tæt fra buskene.

Vær ikke alt for overrasket over drengenes ualmindelige navne: I bliver endnu mere forbløffet, når I får at vide, at voksnes navne ikke var mindre mærkelige. Hvis hr. Banan og fru Titanic var gode nok navne i byen, så hvorfor blive forundret over navne som Klask og Plask?

Klask og Plask havde gemt sig i buskene og ikke uden grund: de ventede på, at byboerne skulle tage hjem. Deres planer var at stjæle lampen fra onkel Jack, selvom de ikke vidste, hvorfor. Bortset fra af egen uartighed. Og de var nogen værre møgunger, ikke en eneste dag var fuldendt for dem uden piskning, og nogle gange piskede deres fædre dem to eller tre gange om dagen.

Men det har længe været bevist af anerkendte danske forskere, at piskning ikke opdrager børn, men kun forbitrer dem mod familien og samfundet som helhed. Klask og Plask, på trods af den daglige piskning, blev til vrede drenge. Derfor, af personlig vrede over alt, besluttede de at berøve byen den beskyttende lampe.

”Hvad gør vi med lampen, når vi stjæler den?” spurgte Klask.

"Først slukker vi lyset," sagde Plask, ” og så smider vi lampen i floden. Lad alle forældre vide, hvordan det er, at piske deres børn. Vi hævner os for alt.”

Klask kom forsigtigt ud af buskene, så sig omkring, løb ud til verandaen og vendte tilbage med en lampe.

"Hvor er den tung," sagde han, " vi skiftes til at bære den. Jeg tager ti skridt, og du tager de næste ti.”

De havde næppe nået skoven, da de hørte et frygteligt blodfrysende skrig, der kom fra byen.

"Det må være onkel Jack, der sørger over sin lampe," sagde Plask.

"Hold din kæft!" svarede Klask, " Lad os hellere slukke lyset, før de får øjne på os."

Men lyset i lampen ville ikke gå ud, uanset hvad de gjorde med det. Jo hårdere de blæste på det, jo mere flammede det op.

"Vi smider lampen i floden, og så går den ud," sagde Klask.

Men det lykkedes ikke for dem at nå floden, for i skoven blev de overfaldet: de var pludselig omgivet af græskarhoveder. Hovederne så skræmmende ud, nok til at skræmme selv en voksen mand, for slet ikke at tale om to drenge, uanset hvor dumdristige og vrede på hele verden de var. Hvert græskarhoved havde et lys indeni, og der var mindst et dusin af dem.

"Så det var dem, der stjal lampen fra onkel Jack," sagde et af hovederne. Det havde små runde øjne og en bred mund med fire skarpe tænder forneden og tre lige skarpe tænder i toppen. Græskarhovedets øjne gennemborede de rystede kroppe af Klask og Plask, som om de ville lave huller i dem.

Onkel Jacks sorgfulde råb kom igen gennem skoven.

”Hvordan straffer vi tyvene?” Spurgte græskarhoved.” River dem i små stykker og smider i floden, så fiskene kan spise dem? Og hvad med at binde tyvene fast til et træ og kalde på de frygtelige ulve? Eller give dem stokke og lade dem slå mod hinanden indtil daggry. Før den ene sender den anden til forfædrene.”

"Hav medlidenhed med os, gode græskarhoveder," bad Plask.” Vi er bare dumme små børn, der ikke ved, hvor det gode eller det onde er. Vores forældre straffer os for hver en lille ting. Vi er så vant til at blive pisket, at vi endda savner det. Hvorfor giver du os ikke bare en ordentlig piskning?”

Græskarhovederne så på hinanden: ingen af dem ville piske små drenge.

"I må selv piske hinanden," sagde det frygtelige græskarhoved meget alvorsfuld." Her er de stærke piske til jer, drenge. Lad Klask piske Plask først, og så Plask pisker Klask. Og husk, i skal slå med al jeres styrke, ellers vil piskeren få yderligere ti slag for uagtsomhed. I alt vil vi tildele tyve slag til hver af jer.”

"Er du helt gal!?" råbte Plask, da Klask piskede ham på nøgne balder med al sin magt, for selv hans egen far havde aldrig slået ham med en sådan styrke. Men efter det tredje slag bed Plask sine tænder sammen, tav stille og ventede på, hvordan han til gengæld ville slå sin ven.

"Av!" skreg Klask, da Plask overtog piskning, og han fortsatte at skrige det hele tyve gange. Men han var en mandig dreng, som var vant til at blive pisket hver dag.

"Og nu," sagde græskarhoved, da eksekution var forbi,” bringer i denne uheldige lampe tilbage til onkel Jack. Og skynd jer, for selv her kan du høre hvordan han lider over sit tab.”

Børnene løb ud af skoven, så kun deres hæle skinnede i mørket. De løb blindt hen til sorgfulde klageråb fra onkel Jack, der overdøvede alt.

"Onkel Jack," sagde Klask, " tænk bare, at vi gik i skoven med Plask og stødte på nogens lampe.”

"Det synes for os, ” Plask udvekslede et blik med sin ven, ”at det nok er din lampe."

"I søde børn," onkel Jack brast i tårer, " I ved ikke, hvad I har gjort. Både for mig og for hele jeres by. Som tak for det, tager jeg jer som mine lærlinge. Jeg vil lære jer at skelne skidt fra kanel og andre nyttige ting. Efter min død vil min lampe overgå til jer og den bliver kaldt onkel Klasks og onkel Plasks lampen. Og fra nu af vil alle, der vil piske jer, selv bliver pisket.”

Fædre til Klask og Plask blev med magt bragt til onkel Jacks huset. Onkel Jack beordrede fædrene til at trække deres bukser ned, og Klask offentligt piskede sin forælder, og Plask hans.

Alt dette blev nøje overvåget af græskarhoveder.

"Det blev en god natten," sagde de og nikkede deres græskarhoveder til hinanden.

Это-то понятно. Посмотрим :-) Люблю всякие эксперименты.

Можете дать линк на действительно серьезный свой рассказ?

Давайте, Алиса, это любопытно. Вот только пока ничего не понятно, что и где. Сам весь в записках.

Обложки со временем вроде морально устаревают. Или нет?

Мне кажется, что личное необязательно перегонять в сюжет, тут главное хорошо расставить акценты. Мне будет интересно на это взглянуть, поскольку сам лет 5-6-7 или восемь учился писать автофикшион и научился. После этого уже легко писать что угодно. Выкладывайте, может что-то и подскажу. Может и сам что-то выложу.

Все девочки сразу растаяли, на то они и девочки.

Соглашусь, мужчина действительно очень платонический :-)

Две ваши иллюстрации видел, мне очень нравятся. Но я, правда, и не художник, правильно оценить не смогу.

Не увидел ничего такого :-(

Попробую, может, время еще позволяет похулиганить, целых 20 дней впереди :-)

А он еще незрелый, Николай. Про НГ у меня их несколько, из старинного. Может что еще насочиняю. Нет никакого конкурса на тему? Я здесь почти новенький, путаюсь во всем.

С другой стороны - новогодний рассказ :-) А это к нему иллюстрация :-)

Если кому интересно, то рассказ переведен на датский. Вот он:

Vækkeur

Jeg sov over tjenesten, fordi manden, der indstiller mit vækkeur hver aften, havde glemt sine pligter. Hans arbejde er vist ikke særlig indviklet, men jeg kan se, at han ikke værdsætter det. Mere er der ikke end at besøge mig om aftenen tæt på sengetid og spørge, hvad tid alarmen skal sættes til – det vil tage et minut eller to. Næste morgen, efter at han er sikker på, at jeg er ordentlig vågen, skal han bare slukke for alarmen. Jeg ville ikke selv nægte mig dette simpleste job, men jeg ved ikke, om jeg kunne klare dets monotoni. Dag efter dag måtte jeg gå rundt til mine klienter fra den liste, jeg fik udleveret, for at stille deres vækkeure for natten. Menneskelige vækkeure har ikke deres eget liv, de har ikke engang navne, de har kun en stilling, der kaldes bare et vækkeur. 

Mit vækkeur er i sine sørgelige gråhårede år. Han ligner egentligt en almindelig kedelig kammertjener fra tv-serier, hvor overklassen fremstilles som et snobbet samfund. Han adskiller sig bare fra sine kolleger på sine mere dadelfrie og servile manerer. Manerer i dette erhverv er meget vigtige, de læres først på særlige kurser, derefter i praktiske klasser. Vækkeuret skal være så uænset, usynlig og endda uhørlig som det er muligt. Han må ikke lægge mærke til, hvad hans herrer gør. Hvis han tilfældig støder på noget usædvanligt, kriminelt eller unaturligt, vil hans vidneudsagn under ingen omstændigheder blive brugt i retten, for han er bare et vækkeur.

Dog alligevel står det frit for alle at opbygge et personligt forhold til deres vækkeure. Nogle taler til dem, som jeg taler til mit, men reglerne forbliver regler. Jeg kan let bryde dem uden konsekvenser for mig selv, men vækkeuret kan trues med øjeblikkeligt tab af arbejde, dårligt omdømme, hvis det bliver opdaget. Det er næsten utænkeligt at finde et andet job til en person, der kun ved, hvordan man indstiller vækkeure.

Der er velkendt tilfælde, hvor vækkeure frivilligt afslutter deres liv efter at være havnet i en så vanskelig situation. Det sker meget sjældent, men bliver husket i lang tid. Der er en særligt velkendt historie, da vækkeuret, en ung kvinde, blev snigende forført af sin herre. Han kurtiserede hende i månedsvis og lovede næsten stjerner fra himlen. Til sidst slæbte han hende med i seng og fortalte det til alle. Kvinden mistede snart sit job, og i desperation sprang hun ud fra Hovedbroen med en mursten klemt i hver hånd. Hun sank straks ned til bunden, og et par uger senere blev hendes herre fundet kvalt i sengen. Der blev foretaget en undersøgelse, som er for lang til at fortælle her, men denne historie tvang ejere til at respektere deres vækkeure noget mere.

Min tidligere forlovede stammede fra en fattig familie, hvor vækkeure blev sat og slukket af dem selv, så alt med vækkeure virkede lidt vildt for hende. Er det så besværlig for en person at indstille uret om aftenen og trykke på knappen for at slukke for alarmen, når man er ved at vågne op? Det var ikke kun derfor, vi var uenige, forskellen i vores opvækst var for stor til at vi kunne leve sammen. Vi skændtes ofte, og det sidste skænderi var om vækkeuret og i hans nærvær.

Sent en aften lå min forlovede og jeg i sengen helt uden tøj på. Dette, så vidt jeg husker, var første gang. Hendes kinder blussede forlegent, og denne rødme gjorde mig helt svimmel. Pludselig smækkede fordøren i, og hun dækkede øjeblikkelig sit hoved med dynen. Men ikke helt, hun overvågede alt ud af øjenkrogen. Vækkeuret lagde slet ikke mærke til os, spurgte bare, hvad tid klokken skulle stilles til. Jeg sagde, jeg ikke skulle nogen steder om morgenen, så jeg kunne godt blive vækket klokken ti eller elleve.

"Så hvad tid?" spurgte vækkeuret."Vil ti tredive passe Dem?"

Jeg nikkede, og manden var væk et halvt minut senere, lukkede døren efter sig med et næsten lydløst klik.

"Jeg anede," sagde bruden, " at i alle var skøre her. Kan i ikke selv sætte alarmen til?”

Hun havde dårlig forståelse for traditionerne i byen, og undertiden var hun som et barn mentalt. Ret tilsyneladende moden nok, men hvad nyttede det, hvis jeg skulle forklare hende alt, selv den mindste smule, som nu vækkeuret. Næste morgen bekendte jeg, at selvom jeg elskede hende af hele mit hjerte, måtte vi dog skilles, fordi der var en kløft mellem os. Vi kan ikke en gang være kærester, da vi er for forskellige. Vi fik ikke en chance for rigtigt at nyde hinanden til afsked: klokken halv elleve viste vækkeuret sig for at slå alarmen fra. Lige efter hans besøg klædte min kæreste sig hastigt på og tog af sted med et tørt farvel. Vi har ikke set hinanden siden, men venner fortalte, at lidt efter blev hun selv et vækkeur.       

Интересно, поумнел ли после этого глупый мальчик? Есть некоторые сомнения.

Фон действительно отталкивает. Сценарий писать тоже нужно. Друзей, наверное, все это устроит, но никак не людей со стороны. Усы-бороду лучше сбрить (шучу :-)

Не знаю, кто поставил плюсы. Я, повторюсь, вас не осуждаю, ведь кто-то вас все же читает. Мне хватило одной страницы чтения по диагонали. Не знаю даже, пишете вы хуже или лучше других в этой области, не читаю такого. Как и дамскую прозу, всякую патриотику, героику, фэнтази. Но вы пишите для своих 30-ти читателей. Мне лично этого мало, нужно, чтобы еще и самому нравилось то, что написал.

OK

Пробежался по первой странице. Вроде нормально написано для тех, кто такое читает. Я читаю другое. Если кому-то по душе такие повествования, то какая разница, как они написаны? Какие-то чуть лучше, какие-то хуже. Читатель, видимо, из разряда не особо затейливых, но если даже и он отказывается читать, то смысл писать совершенно пропадает. Сочувствовать автору не буду, он же знал, на что шел. Будет у автора действительно литература, то обязательно почитаю.

Спасибо

Спасибо всем :-) Только что обнаружил сообщения, приятно. Не со всем еще разобрался.

Написать-то несложно, но времени дано мало. Не в размере текста дела, он, к сожалению, невелик, но вот мысль за 2 дня может и не объявиться. Разве что присниться. Душой я с вами, коллеги, тем более, что пишу сейчас вроде как повесть Стальная бабочка :-) После этого ужик - это просто пустяки какие-то.